Glud & Marstrand A/S

Nu kan de klare risikoen selv

År2015 - Ydelser/opgaverArbejdsmiljøArbejdsmiljøorganisationFysisk arbejdsmiljø

Hos Glud og Marstrand i Løsning er sikkerhedesleder og arbejdsmiljørepræsentanter efter rådgivning fra CRECEA selv blevet i stand til at risikovurdere virksomhedens maskiner. Og prioritere indsatserne, så de får mest arbejdsmiljø for pengene.

 

De ved, hvor de skal kigge efter risikoen, de kan argumentere for deres sag, og de glæder sig faktisk til Arbejdstilsynets næste besøg. Medarbejdere, arbejdsmiljørepræsentanter og sikkerhedslederen fra Glud og Marstrand i Løsning har fået sat risikovurderinger af virksomhedens maskiner i system med rådgivning fra CRECEAs sikkerhedsrådgiver Jesper Scharff Johannsen.
"Det har været en god proces for både os og medarbejderne, og nu har vi en fornemmelse af at være på forkant i forhold til risikovurderingerne og dermed sikkerheden på fabrikken. Det er en god fornemmelse, og vi glæder os næsten til Arbejdstilsynets næste besøg" siger Irene Aakjær, der er sikkerhedsleder hos Glud og Marstrand.

 

Selv få styringen
Virksomheden, der udvikler og eksporterer metalemballager til fødevarebranchen, bad Jesper Scharff Johannsen om rådgivning efter flere gange at have oplevet, at Arbejdstilsynets tilsynsførende havde påpeget risikoer ved maskiner, som Irene Aakjær og arbejdsmiljørepræsentanten ikke havde samme opfattelser af.
"Vi havde brug for at forstå, hvad Arbejdstilsynet kigger efter, så vi selv kunne få øje på de samme ting og få styringen selv," fortæller Irene Aakjær.
Hun gik indledningsvis en runde på fabrikken sammen med Jesper Scharff Johannsen og arbejdsmiljørepræsentanten, hvor de tog billeder af en hel linjes arbejde, mens Jesper Scharff Johannsen pegede risikoer ud - også for de medarbejdere, der stod ved maskinerne.

 

Nemmere at overskue
Nogle maskiner og situationer var i orden, og de ting, der skulle kigges nærmere på, blev skemalagt. Dernæst skulle Irene Aakjær og arbejdsmiljørepræsentanten vurdere hver enkelt risiko og prioritere, hvilke problemområder, de ville løse først.
"Det var en øjenåbner at gennemgå fabrikken sammen med Jesper, og vi forstod bedre, hvorfor Arbejdstilsynet kigger efter detaljer, som vi ikke selv vurderede som en risiko. Det var også interessant pludselig at have et detaljeret overblik over vores risikoer i et skema. Det gjorde det nemmere at overskue og beslutte, hvad vi kan nå godt i mål med ud fra de penge, vi har at gøre med," siger Irene Aakjær.
Efter Jesper Scharff Johannsens besøg arbejdede virksomheden selv videre med risikovurderingerne, prioriteringen af indsatserne og konkrete løsninger.

 

Risiko til diskussion
"Vi har prioriteret de indsatser, som løste de farligste risikoer, og som gav mest gavn i afdelingen. Vi har løbende lagt det hele i vores APV, så alle medarbejdere har kunnet følge med hele vejen. Det har de været rigtigt glade for."
"Medarbejderne føler, at de er blevet bedre klædt på med argumenter om en eventuel risiko over for kolleger, og de føler sig også godt klædt på til Arbejdstilsynets næste besøg. De ved nu, at en risikovurdering er til diskussion, og de kan argumentere for deres synspunkter," siger Irene Aakjær.
Jesper Scharff Johannsen kom nogle måneder senere igen på besøg i virksomheden, faktisk inviterede Glud og Marstrand ham, fordi de gerne ville vise ham, hvordan de arbejdede nu.
"Jeg var meget overrasket over at se den bølge, jeg havde sat i gang. Det er sjældent, jeg oplever en virksomhed, der i den grad har taget hvert et input til sig og så arbejdet så intenst videre med det. Det var imponerende," siger han.

Mere information

Jesper Scharff Johannsen

Arbejdsmiljøkonsulent, Civilingeniør

Flere cases

Vis alle

DAFA A/S

At være trivselsmedarbejder er en ære

Erik Jørgensens Møbelfabrik

Produktion af kvalitetsmøbler kræver overblik over de interne processer

Danske Bedemænd

CRECEA Krisekorps - kan skabe tryghed på arbejdspladsen

Lantmännen

Terminalen med de gemte ildsjæle

Bo & Aktivitet Aabenrå

Når krop og sprog hænger sammen

Maribo Seed International ApS

Ergonomiske forbedringer på stedet

Center for Miljø og Energi, Aarhus Kommune

Balancen mellem stive rammer og pladdersnak