Case: Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune

Afdelingsleder tog afsted på uddannelse med en følelse af afmagt og kom hjem med netværk, robusthed og en gave

Signe Kjærsgaard bredformat

Med daglig kontakt til økonomisk pressede borgere er afmagt en tilbagevendende følelse hos Signe Kjærsgård, der er afdelingsleder i Tilskud hos Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

”Vi har borgere, der reagerer voldsomt eller skriver grimt til medarbejderne fx i forbindelse med klager over afgørelser,” fortæller Signe, der er leder for 24 sagsbehandlere.

Hendes afdelinger tager sig af udbetaling af enkeltydelser til borgerne fx ifm. tandlægebesøg eller flyttehjælp og er ofte sidste udvej for borgere, der ikke har flere penge. Ca. 20 % af Signes hverdag går med at behandle klager over afgørelser.

”For det meste er der ikke noget i klagerne, og når der ikke er noget at gøre, kan man godt føle afmagt. Der er ofte ikke en god løsning, så vi slutter med konflikt”, siger hun.

Den form for borgerkontakt har hun ikke erfaring med fra de andre lederstillinger, hun har haft, og derfor valgte hun at deltage i CRECEAs uddannelse for ledere, der leder medarbejdere i job med høje følelsesmæssige krav.

”Jeg valgte uddannelsen for selv at kunne rumme det og for at kunne hjælpe medarbejderne. Som leder har jeg altid brændt for ledelse uanset hvilken opgave, men det har udfordret mig – og gør det stadig – når jeg ikke kan handle eller finde en løsning”, fortæller Signe.

Hun fremhæver den del af undervisningen, der handler om robusthed:

”Der var situationer, som de andre deltagere fortalte om, hvor jeg tænkte: det ville jeg ikke kunne være i – men så fik jeg aha-oplevelsen: jo, det kan jeg. Alle kan lære at være i sådan nogle situationer – nogle bruger bare flere kræfter på det end andre.”

”Jeg har tidligere bebrejdet mig selv, at jeg har haft det så svært med de borgere, hvor jeg følte afmagt, men det handler simpelthen om læring, erfaring og tålmodighed. Og det var jo derfor, at jeg var på det kursus: for at blive klædt på til den verden jeg befinder mig i,” forklarer Signe, der også er glad for det netværk hun har fået blandt de øvrige deltagere, og som hun allerede få uger efter at have afsluttet uddannelsen har gjort brug af.

Det samme gælder nogle af de øvelser, hun deltog i. Hun fremhæver bl.a. en øvelse, hvor deltagerne to og to skulle stå over for hinanden og give positiv feedback.

”Den trak jeg frem på et afdelingsmøde i sidste uge, og der var stor begejstring fra medarbejderne, så det vil vi bestemt gøre igen. Mine medarbejdere har selv foreslået walk and talk, og der vil jeg bruge uddannelsens hjælpespørgsmål om temaet høje følelsesmæssige krav”, siger Signe.

Uddannelsen handler i høj grad om ledertrivsel, og den del har hun også taget med hjem til sit daglige arbejde:

”Ledertrivsel er megavigtigt, da medarbejderne også har glæde af, at du trives som leder. Og jeg er blevet bekræftet i, at jeg en dygtig leder, og at jeg gør mange ting rigtig godt. Jeg gør en forskel hver dag, når jeg går på arbejde. Det har jeg taget med. Den positive feedback er jo en gave. At det, jeg siger, giver mening, at jeg har overblik og er ansvarlig og modig: Noget af alt det, jeg gerne vil stå på som leder.”

På hendes arbejdsplads har hendes deltagelse i uddannelsen også betydet, at der er blevet indført ledersparring i ledergruppen, hvilket har stor betydning, når man er i et job med dobbelt tavshedspligt og derfor ofte ikke kan dele oplevelser og frustrationer med kolleger, familie eller venner. Ledersparringen er inspireret af den fortrolighed, der blev skabt på uddannelsen.

De fortrolige rum hænger ikke på træerne, når man er leder. Så at have et fortroligt rum med folk, der kun vil mig det bedste, det var fantastisk. Og så er det nogle virkeligt dygtige undervisere. Den nærværende undervisning gør, at travle ledere, der kommer fra forskellige steder, ret hurtigt stempler ind og finder ro,” siger Signe.

Uddannelse for ledere, der leder medarbejdere med høje følelsesmæssige krav

Føler du, at pres og belastninger hober sig op på dine lederskuldre? Og har du brug for et rum, hvor fokus er på dig som leder. CRECEAs uddannelse for ledere, der leder medarbejdere med høje følelsesmæssige krav tager afsæt i dine aktuelle udfordringer som leder.

Læs mere om uddannelsen her


 

Dine undervisere på uddannelsen 
Kontakt

Maiken Baagøe Christensen

Arbejds- og organisationspsykolog, aut., specialist

Kontakt

Hans Marstrand

Seniorkonsulent