Tjekker du mails i ferien?

Er det værd at afbryde sin ferie for?

dame, bænk, computer, arbejder_960

Er du på vej på ferie, så tjek her om det er dig, der skal gemme telefonen væk

 

Som grundregel er det bedst at lade mailen være slukket i ferien. Man skal spørge sig selv, om der er et reelt behov for at tjekke mailen – eller om det udelukkende handler om dårlige vaner. Hvis det blot er en fortsættelse af en vane med altid at ”være på”, så benyt lejligheden til at koble helt af.

Hvis der er reelt behov, så betyder det jo, at man faktisk må afbryde sin ferie for at arbejde – det er jo det, man gør, hver gang man tjekker mails: afbryder sin ferie.  Hvis det virkelige er nødvendigt at ”tjekke ind”, så lav en aftale med dig selv om et afgrænset ugedag og tidsrum, som dedikeres til arbejdet.

Hvis man føler sig stresset, inden man går på ferie og i ferien hele tiden går og tjekker sin telefon for at se efter mails og beskeder, så kan det være virkelig problematisk. I den situation genaktiverer man den stress, man havde tidligere inden ferien, og man får således ikke muligheden for at slappe af. Dette kan forværres af, at en stresset hjerne har sværere ved at vurdere, om en opgave er en, man behøver at handle på nu, eller om det kan vente til senere. En stresset hjerne vil ofte vurdere alt som vigtigt, og man derved også begynde at svare mails og løse opgaver, som reelt kan vente. Dermed er der en risiko for, at man bliver endnu mere stresset – mens man faktisk er på ferie.

I den situation vil et godt råd ifølge CRECEAs arbejds- og organisationspsykolog Daniel Mærsk være, at man slår mailopdateringerne fra på sin telefon, så man ikke modtager mails, for så længe alene muligheden er der, vil hjernen være optaget af denne mulighed. En anden mulighed er, at man helt gemmer sin arbejdstelefon væk, så man slet ikke kan se den.

Hvis man ikke er stresset, inden man tager på ferie, og i øvrigt har det godt med at få arbejdsrelaterede informationer, mens man er på ferie, er det ikke ligefrem skadeligt at tjekke sin mail, allerhøjst unødvendigt, siger Daniel Mærsk.